Et hold af ghanesiske slæbebådskaptajner har netop afsluttet deres træningsophold i Danmark som led i det maritime sektorsamarbejde. De ghanesiske slæbebådskaptajner har under opholdet fået nye værktøjer til at håndtere slæbebådsoperationer i en af Vestafrikas største havne: Tema havn. Ghaneserne har samtidig delt ud af deres erfaringer fra håndtering af slæbebådsoperationer i deres farvande.
Charlotte Ahrendt Steen, vicedirektør i Søfartsstyrelsen:
”Træningsopholdet for slæbebådskaptajnerne er et godt eksempel på, at det maritime sektorsamarbejde styrker samarbejdet mellem Ghana og Danmark til gavn for begge parter”.
Programmet for træningsopholdet er sammensat af Søfartsstyrelsen i et samarbejde med Danpilot og Århus Havn. Ghaneserne har bl.a. gennemgået et intenst slæbebådskursus hos Force Technology, et sikkerhedskursus hos RelyonNutec i Esbjerg og været med til at lægge skibe til havn i Århus.
