Danmark har som mangeårigt og engageret medlem støttet IALA’s omdannelse fra en ikke-statslig organisation (NGO) til en mellemstatslig organisation (IGO). Den danske underskrivelse af IALA-konventionen, der har været forsinket af COVID-19-pandemien, afslutter et længere forhandlingsforløb, der bl.a. har fundet sted ved tre pre-diplomatiske konferencer forud for den endelig diplomatiske konference i Kuala Lumpur i februar 2020. Her faldt konventionstekstens sidste brikker på plads. Med omdannelsen kommer IALA til at stå som en stærk aktør, der også i fremtiden kan medvirke til at skabe rammerne for sikker, økonomisk og effektiv skibsfart.
Andreas Nordseth, Søfartsstyrelsens direktør:
IALA's nye status som IGO er et stort skridt for havne og kyststater og en vigtig brik i forhold til udviklingen og fastsættelsen af fælles nautiske standarder til fremme af sikker og effektiv sejlads. Jeg er derfor meget glad for, at Danmark nu har underskrevet konventionen.

