Med implementeringen af EU’s Net- og Informationssikkerhedsdirektiv (NIS 2) vil danske rederier, over en vis størrelse, blive udpeget til at være enten ”væsentlige” eller ”vigtige” enheder. NIS 2-direktivet skærper cybersikkerhedskravene til de omfattede enheder ift. NIS-direktivet. De skærpede krav inkluderer blandt andet risikohåndteringsforanstaltninger i forbindelse med cybersikkerhed, herunder krav til fx: Politikker for informationssikkerhed og risikoanalyse, procedurer for hændelseshåndtering, driftssikring, krisestyring, forsyningskædesikkerhed, leverandørstyring, IT-sikkerhed i forbindelse med udvikling og vedligeholdelse, håndtering og offentliggørelse af sårbarheder, evaluering af effektiviteten af foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici samt brug af kryptografi og kryptering. NIS 2-direktivet indfører derudover udvidede rapporteringsforpligtelser samt et krav til, at ledelsen i de udpegede enheder skal være bekendt med kravene i NIS 2-direktivet, herunder hele risikostyringsindsatsen. Ledelsen får således et direkte ansvar for, at cyberrisici bliver identificeret og håndteret, samt at kravene i NIS 2-direktivet overholdes.
NIS 2-direktivet implementeres i Danmark ved Lov om foranstaltninger til sikring af et højt cybersikkerhedsniveau (NIS 2-loven), der trådte i kraft den 1. juli 2025. (Lov om foranstaltninger til sikring af et højt cybersikkerhedsniveau (NIS 2-loven))
Denne side skal hjælpe aktører i søfartssektoren med at blive klar til de nye regler, og den vil løbende blive opdateret med svar på de vigtigste spørgsmål.
Udover nedenstående Q & A er der mulighed for at finde mere viden og vejledning om NIS 2 hos Styrelsen for Samfundssikkerhed samt ved at kontakte Søfartsstyrelsens NIS2 enhed på nis2@dma.dk eller +45 72 19 60 00
