Når et skib synker, grundstøder eller strander skal skibets fører så hurtigt som praktisk muligt underrette Marine Assistance Services (MAS) e-mail: mas@sok.dk og Beredskabsstyrelsens (Sikre Farvande) Vagthavende Styrmand vagts@dma.dk, telefon +45 72 19 60 40, om uheldet. Fartøjet bliver i lovens forstand til et vrag, og det videre forløb reguleres efter lovbekendtgørelse nr. 838 af 10. august 2009 om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895.
I tilfælde af forlis
Når et skib synker, grundstøder eller strander skal du hurtigst muligt underrette myndighederne.
Advarsler til skibsfarten
Umiddelbart efter at have modtaget meddelelse om forliset, vil Sikre Farvande udsende en advarsel til skibsfarten om vraget.
Afmærkning af vraget
Vurderes vraget, på trods af den udsendte advarsel til skibsfarten, at være til fare for den øvrige skibstrafik, kan Sikre Farvande kræve, at ejeren afmærker vraget inden for en givet tidsfrist.
Har ejeren ikke mulighed for dette, kan Sikre Farvande afmærke for ejers regning.
Ejer hæfter for alle Beredskabsstyrelsens udgifter i forbindelse med et vrag
I henhold til tillæg til strandingsloven hæfter vragets ejer for alle Beredskabsstyrelsens udgifter i forbindelse med afmærkning og vragfjernelse.
Bemærk, at skibes ansvarsforsikring normalt ikke dækker vragfjernelse, afmærkning mv.
Dette dækkes normalt kun, når der er tegnet kaskoforsikring.
Er vraget til fare eller væsentlig ulempe for skibsfart eller fiskeri
Vurderes vraget at være til fare eller væsentlig ulempe for skibsfart eller fiskeri, kan Beredskabsstyrelsen (Sikre Farvande) efterfølgende kræve, at ejer fjerner vraget indenfor en nærmere angivet tidsfrist.
Hvis ejer ikke efterkommer dette påbud, kan Sikre Farvande lade vraget fjerne for ejers regning.
Er vraget ikke til fare eller ulempe
Er vraget ikke til fare eller ulempe for skibsfart, fiskeri, miljø, faste anlæg eller kystbeskyttelse vil vraget ikke blive krævet bjærget, og det skal i stedet angives i søkortet.
Dette sker ved, at vraget og evt. afmærkning af vraget bliver bekendtgjort i Efterretninger for Søfarende og herefter udgivet som søkortrettelse.
Medfører vraget en fare for faste anlæg eller kystbeskyttelsen
Vurderes vraget at udgøre en risiko for skade på faste anlæg eller kystbeskyttelsen, kan Kystdirektoratet forlange vraget fjernet.
Udgør vraget en fare for miljøet
Vurderes vraget at indeholde væsker eller materialer, som på kortere eller længere sigt kan være til skade for miljøet, kan MAS, på vegne af Miljøstyrelsen, kræve disse fjernet.
